7 ting du skal vide, før du handler fra en udenlandsk webshop
2 Minutter
Det har aldrig været nemmere at shoppe fra webshops uden for EU. Varerne er billigere, produkterne er unikke, og udvalget er større. Men det kan hurtigt blive en dyr og problemfyldt fornøjelse. Told, moms og mangel på forbrugerbeskyttelsesrettigheder kan medføre uforudsete omkostninger og besvær. Når du kender til reglerne for køb fra udenlandske webshops, kan du hurtigt vurdere, om det kan betale sig at handle fra webshops i USA, Kina eller Storbritannien.
Du kan se, om webshoppen ligger uden for EU ved at finde dens fysiske adresse. Den kan du ofte se nederst på hjemmesiden, under ’Om os’ eller i Handelsbetingelserne. Er adressen ikke oplyst, kan det være tegn på, at webshoppen ligger uden for EU.
Vær opmærksom på, at lande, der ligger i Europa, stadig kan være uden for EU. Dette gælder fx Norge og Storbritannien.
I denne artikel giver vi dig et overordnet indblik i, hvad du skal være opmærksom på ved handel fra en udenlandsk webshop. Det er dog stadig vigtigt, at du selv holder dig opdateret om toldregler og dine forbrugerrettigheder, da der ofte sker ændringer på dette område.
1. Du skal betale told, moms og transportgebyr
Når du handler inden for EU, er moms som udgangspunkt inkluderet i prisen, og du skal ikke betale told. Det skal du derimod, når du køber varer uden for EU.
Du skal betale dansk moms af alle varer, du køber fra lande uden for EU. Det betyder, at du altid skal lægge 25 % oveni den samlede pris for dine varer, eventuel told og andre afgifter. Som udgangspunkt betaler du momsen, når dine varer kommer til Danmark. Du kan også betale direkte til webshoppen, hvis den er tilmeldt en ordning for varer under 150 euro. Det betyder, at du skal betale dansk moms af købet, men ikke importmoms. Derfor bliver forsendelsen leveret direkte til dig.
Told afhænger af varetypen og prisen på dine varer. Hvis den samlede pris for varerne i samme pakke er mindre end 150 euro før moms, svarende til 1.150 DKK ekskl. fragt, skal du ikke betale told. Når værdien af pakken overstiger 150 euro, skal du betale told for både dine varer og fragtprisen. Toldsatsen afhænger af varens type. Du skal eksempelvis betale cirka 12 % i told, når du køber tøj af tekstil, stof eller strik.
Eksempel på beregning af told og moms
Køber du fx tøj af tekstil, stof eller strik for 1.150 DKK med en fragtpris på 60 DKK, skal du betale 0 DKK i told, men 302,5 DKK i moms. Det giver en samlet pris på 1.512,5 DKK. Køber du for 1.151 DKK, bliver der pålagt told på 12% (145 DKK). Det giver et beløb på 1.356,32 DKK, du skal betale 25% (339 DKK) moms af. Det giver en samlet pris på 1695,4 DKK. En prisforskel i varernes pris på 1 DKK kan dermed i sidste ende betyde, at du skal betale 183 DKK mere, for at få varerne til Danmark.
På Toldstyrelsens hjemmeside kan du nemt beregne den forventede pris på dine varer efter moms og told: Toldberegner
Køber du vin, øl, spiritus, tobaksvarer, parfume og eau de toilette, skal du dog altid betale told uanset prisen på varen. Derudover skal du også betale punktafgift af bl.a. alkoholholdige drikkevarer.
Udover told og moms skal du forvente at betale et transportgebyr til pakkedistributøren, uanset prisen på dine varer. Gebyret dækker over pakkedistributørens udlæg for moms, afgifter og evt. told. Transportgebyret er mellem 150-250 DKK og bliver lagt oveni den samlede pris. Din pakkedistributør kontakter dig for flere detaljer omkring, hvordan du skal betale told, moms og afgifter.
Du kan undgå at betale transportgebyr, hvis webshoppen har tilsluttet sig den særlige ordning for varer, der koster under 150 euro.*
2. Dine rettigheder varierer
Du har 14 dages fortrydelsesret, når du handler fra webshops inden for EU. Når du handler fra en webshop uden for EU, kan du dog kun fortryde købet efter aftale med sælger.
Der er også forskel i reklamationsretten. De to års reklamationsret i EU, gælder ikke, når du trykker køb i en webshop uden for EU. Det er derfor en god idé, at du læser om dine rettigheder ved fejl og mangler under handelsbetingelserne, før du lægger en ordre.
3. Hvis webshoppen markedsfører sig i Danmark, har du danske rettigheder
Hvis webshoppen henvender sig til danske forbrugere ved at markedsføre sig i Danmark, beskytter de danske forbrugerbeskyttelsesrettigheder dig. Dansk sprog, betaling i danske kroner, levering til Danmark og en URL, der ender på .dk, kan være tegn på, at du har danske rettigheder. Herunder to års garanti, 14 dages fortrydelsesret og klagemuligheder i Danmark.
Det kan dog være en besværlig proces at gennemføre dit krav, så vær påpasselig, selvom webshoppen markedsfører sig i Danmark.
4. Det kan være sværere at returnere
Inden du foretager et køb, er det en god idé at tjekke webshoppens returneringspolitik. Når du handler fra en webshop uden for EU, kan returprocessen være mere kompliceret og omkostningsfuld. Vær sikker på, at du forstår betingelserne for returnering, herunder eventuelle omkostninger og frister.
Hvis du returnerer varen, kan du søge om at få tolden og momsen tilbagebetalt: Ansøg om at få tilbagebetalt told og moms
5. Du er bedst stillet, når du betaler med betalingskort
Det er vigtigt, at du betaler med betalingskort, da det giver din bank mulighed for at tilbageføre pengene, hvis du aldrig modtager varerne. Så snart du står i en situation, hvor du har behov for at få pengene tilbage, skal du kontakte din bank. Det er dog et krav, at du først forsøger at kontakte webshoppen for at få leveret varen eller få pengene tilbage.
6. Lær af andres erfaringer med webshoppen på Trustpilot
Kvaliteten af udenlandske webshops kan afvige fra det, vi kender fra danske webshops. Udnyt andres erfaringer med webshoppen ved at læse anmeldelser på Trustpilot . Sortér efter seneste anmeldelser for at få et retvisende indtryk af webshoppens pålidelighed, produktkvalitet og kundeservice. Vær ekstra opmærksom på anmeldelser fra kunder i Danmark.
7. Sæt dig ind i leveringstider og fragtomkostninger
Forsendelser fra udlandet kan have længere leveringstider end forsendelser fra danske webshops. Vær tålmodig og forvent, at leveringstiden kan variere afhængigt af den valgte fragtmetode og afsendelseslandet. Husk også at undersøge fragtomkostningerne, da disse kan variere betydeligt mellem forskellige webshops.
Kilder
- Forbrug.dk, Nethandel uden for EU
- Toldstyrelsen, Told ved internethandel uden for EU
*Toldstyrelsen (n.d.) Internethandel uden for EU. https://toldst.dk/borger/internethandel/internethandel-uden-for-eu
FAQ
Hvilke ekstra omkostninger skal jeg forvente, når jeg køber fra en udenlandsk webshop?
Hvilke ekstra omkostninger skal jeg forvente, når jeg køber fra en udenlandsk webshop?Udover prisen på varerne skal du forvente at betale told, moms og et transportgebyr, når du køber fra en udenlandsk webshop. Told afhænger af varetypen og prisen på varerne, mens moms altid er 25 %. Transportgebyret dækker pakkedistributørens udgifter til moms, afgifter og eventuel told.
Hvor meget må jeg købe for, når jeg handler uden for EU?
Når du handler uden for EU, kan du købe for 150 euro (cirka 1150 kr. ekskl. fragt), før du skal betale told. Hvis værdien af dine varer overstiger denne grænse, skal du forvente at betale told både for varerne og fragten. Hertil kommer 25% moms, som du betaler uanset værdien af dine varer.
Skal jeg betale moms af varer købt uden for EU?
Ja, du skal betale dansk moms af alle varer, du køber fra lande uden for EU. Dette indebærer, at du altid skal lægge 25% oveni den samlede pris for dine varer, samt eventuel told og andre afgifter.
Hvilke rettigheder har jeg, når jeg køber varer fra en webshop uden for EU?
Dine rettigheder kan variere afhængigt af sælgerens placering og betingelser. Generelt har du ikke samme forbrugerbeskyttelse som ved køb inden for EU, men hvis webshoppen markedsfører sig i Danmark, kan danske forbrugerbeskyttelsesrettigheder muligvis gælde, herunder garantier, fortrydelsesret og klageadgang. Det er vigtigt at læse og forstå betingelserne, inden du foretager et køb.
Hvilken betalingsmetode er sikrest, når man handler fra internationale webshops?
Når du bruger betalingskort, får du ekstra beskyttelse, såsom muligheden for tilbageførsel, hvis varerne ikke leveres. Forsøg dog altid først at løse problemet med sælgeren.